Abstract:Psykoanalysens børnebillede handler ikke om »rigtige« børn. Dels er iagttagelse, beskrivelse og fortolkning sammenblandede, og der mangler mulighed for at skelne mellem forskellige fortolkningers forh...Psykoanalysens børnebillede handler ikke om »rigtige« børn. Dels er iagttagelse, beskrivelse og fortolkning sammenblandede, og der mangler mulighed for at skelne mellem forskellige fortolkningers forhold til virkeligheden. Dels er selve de begreber, hvorigennem barnet opfattes, misvisende. Dette hænger sammen med deres udspring i 1800-tallets forestilling om en enliniet stadieudvikling, hvor der sættes lighedstegn mellem barnet, den vilde og den sjælesyge. Endelig opfattes mennesket i overensstemmelse med den utilitaristiske individualismes menneskesyn, hvorved ægte afhængighed og hengivenhedenten assimileres til ulighedsrelationer eller falder helt ud af systemet. Dette stemmer ikke med nutidig viden. I modsætning til teoridannelsen har psykoanalytiske metodekrav om emotionel tilgængelighed og nuanceret iagttagelse beriget nyereudviklingspsykologi. Der illustreres med eksempler fra Freud, Ferenczi, Klein, Mahler, Spitz, Emde, Stern, Bowlby, Benjamin og Gilligan.Read More